Berlin i periferien

December 12th, 2009

Site i Berlin

Site i Berlin

nedlagt tivoli i Berlin

nedlagt tivoli i Berlin

Kraftværk i Rostock ved færgen til Danmark

December 12th, 2009

Røg fra kraftværk i anledning af klimademonstrationen i dag

Røg fra kraftværk i anledning af klimademonstrationen i dag

Shot it down

December 12th, 2009

Den 26. september demonstrerede aktivister imod brug af kulkraft. Aktionen var en slags generalprøve til den store klimaaktion, som i dag finder sted ved Bellacentret.

170 demonstranter blev anholdt.

shot it down, klima,

shot it down, klima,

Shot it Down-aktion

Shot it Down-aktion

Shot it down-aktion

Shot it down-aktion

Shot it down-aktion

Shot it down-aktion

Shot it down-aktion

Shot it down-aktion

Shot it down-aktion

Shot it down-aktion

Sort sol ved Tønder

December 12th, 2009

sort sol, stære

sort sol, stære. Foto: Freddy Hagen

sort sol

sort sol. Foto: Freddy Hagen

Storebæltsbroen om natten om til klimatopmødet.

December 11th, 2009

Storebæltsbroen

Storebæltsbroen

Bar røv mod kulkraft

May 27th, 2009

Bar røv mod kulkraft. Foto: Freddy Hagen

Bar røv mod kulkraft. Foto: Freddy Hagen

Artikel af Freddy Hagen og Niels Fastrup bragt på Modkraft.dk

Omkring 200 aktivister afsluttede sent tirsdag aften tre døgns protester i anledning af en klimakonference i Bella Center med en gadefest foran H. C. Ørstedsværket i Københavns Sydhavn.

Til stor glæde for de forsamlede pressefotografer valgte flere af festdeltagerne at optræde mere eller mindre afklædte.

Der var indkaldt til festen via sms-kæde, hvor folk blev opfordret til at møde op ved Dybbølsbro Station på Vesterbro et par kilometer fra kulkraftværket, som drives af den statslige energikoncern Dong Energy, som aktivister fra »Not Your Business«-initiativet, der har stået bag de seneste dages demonstrationer og aktioner, betragter som en førende »klimasynder«.

fest ved H.C. Ørstedsværket. Foto: Freddy Hagen

fest ved H.C. Ørstedsværket. Foto: Freddy Hagen

– Vi havde valgt H. C. Ørstedsværket, fordi det på mange måder er en legemliggørelse af en forfejlet klimapolitik baseret på fossile brændsler som olie, gas og ikke mindst kul, der udleder store mængder CO2. Når vi valgte at lave netop en gadefest, skyldes det, at der er en smuk og sjov måde at udøve civil ulydighed på, siger en af festarrangørerne, der ønsker at være anonym, til Modkraft.dk.

Politiet foran H.C. Ørstedsværket. Foto: Freddy Hagen

Politiet foran H.C. Ørstedsværket. Foto: Freddy Hagen

Politiet var relativt massivt til stede under festen, tydeligvis usikre på aktivisternes intentioner. De sidste valgte imidlertid at lave en aftale med politiet om at stoppe festen klokken tolv, en aftale aktivisterne overholdt.

– Vi havde bare lyst til at lave vores gadefest og havde ikke lyst til mere knippelsuppe, udtaler aktivisten, da Modkraft.dk spørger om årsagerne til den »pæne« stil.

Aktivister ved H.C. Ørstedsværket. Foto: Freddy Hagen

Aktivister ved H.C. Ørstedsværket. Foto: Freddy Hagen

På vej tilbage til Dybbelsbro Station. Foto: Freddy Hagen

På vej tilbage til Dybbelsbro Station. Foto: Freddy Hagen

Klimaaktion ved Bella Center til erhvervslivets konference

May 27th, 2009

Artikel bragt på Modkraft.dk af Niels Fastrup/Monsun den 25. maj 2009

Sociologen René Karpantschof afviser kritikken af søndagens aktion mod Bella Center. »Det kunne let være endt i nederlag, men gav aktivisterne en følelse af at kunne gøre noget«, lyder hans vurdering.

»Planlagt klammeri« skriver dagbladet Information om gårsdagens klimaaktion, hvor omkring 200 aktivister forsøgte at trænge frem til Bella Center, hvor 700 erhvervsfolk, politikere og eksperter i disse dage er samlet for at diskutere erhvervslivets rolle i kampen mod klimaforandringerne.

Også på et af den venstreradikale bevægelses egne debatforaer lyder der kritik af civil ulydighedsaktionen, der blev udført under parolen »our climate is not your business«.

»Det virker til at man hele tiden har søgt at mobilisere indenfor en meget snæver gruppe. I stedet for at forsøge at gøre klimakampen til noget, der vedkommer alle, har man valgt en form, der f.eks. forudsætter, at man har »gået til træning« og tilhører en bestemt gruppe med forudbestemte og indøvede opgaver,« skriver en debattør, der kalder sig »Daniell«, på anarkistisk debatforum.

»Den aktionsform giver muligvis mening hvis man er en subkultur der kæmper for et værested, men jeg syntes personligt, at den er helt malplaceret i klimakampen«, skriver »Daniell« videre.

Overrasket over beslutsomhed

Ifølge Peter Saxtrup fra »Not Your Business«-initiativet, der stod bag gårsdagens aktion, er det imidlertid forkert at forklare det forholdsvise ringe fremmøde med den valgte aktionsform.

– Vi er en ung bevægelse. Det her var den første klimademonstration og alligevel kom der 300-400. Næste gang kommer der måske dobbelt så mange, siger han til Modkraft.dk.

JPEG - 154.4 kb
Aktivister fra klimaaktionens »grønne blok« er oppe og skubbe på politikæder, der bevogter erhvervsfolkene inde i Bella Center. Politiet besvarer subberiet med knipler. Foto: Freddy Hagen.

– Der er jo ikke nogen andre, der laver noget. Havde vi stået i en situation, hvor fagbevægelsen og andre brede folkelige bevægelser havde mobiliseret mod mødet, så havde vi jo stået i en helt anden situation. Når vi vælger den forholdsvis konfrontative aktionsform, skyldes det bl.a. netop, at der ikke er en bred folkelig mobilisering på klimaspørgsmålet endnu, forklarer Peter Saxtrup.

Sociologen René Karpantschof, der forsker i sociale bevægelser, er på linje med Peter Saxtrup i vurderingen af gårsdagens aktion.

– Med så relativt få fremmødte kunne aktionen let være endt i en nederlagsfølelse, men da jeg så aktionen folde sig ud, var jeg overrasket over aktivisternes gåpåmod og vedholdenhed. I flere timer forsøgte de jo at finde vej frem til Bella Center, påpeger han.

Aktion skabte billede af belejring

I kraft af aktivisternes ihærdighed og beslutsomhed lykkedes det ifølge René Karpantschof at producere et billede af uenighed og modstand.

– Der var en stemning af belejring omkring Bella Center. Området var spærret af af massive kampklædte politistyrker og i luften over konferencecenteret svævede en registrerende politihelikopter. Billedet i medierne var ikke billedet af et dialogmøde mellem erhvervsfolk og politikere, men billedet af nogle myndigheder, der var tvunget til at slå hårdt ned på demonstranter, vurderer René Karpantschof.

Samlet mener sociologen, at aktionen gav aktivisterne en følelse af at »kunne gøre noget«.

Gårsdagens aktion resulterede i 71 anholdte og bød bl.a. på en opvisning af politiets nye fotoregistreringsteknik.

Ifølge flere aktivister fra »Not Your Business« brugte politiet som noget helt nyt en civilklædte betjent, der gik ind midt i demonstrationen og fotograferede deltagerne.

Den pågældende var genkendelige som politimand pga. en karakteristisk øresnegl, som civilbetjente altid bruger. Da aktivisterne spurgte til betjentens fotografering, identificerede han sig som »presse«, men fremviste ikke noget pressekort.

Flere billeder fra aktionen:

Konfrontation ved Bella Centret. Foto: Freddy Hagen

Konfrontation ved Bella Centret. Foto: Freddy Hagen

Aktivister bremsen en hollændervogn. Foto: Freddy Hagen

Aktivister bremsen en hollændervogn. Foto: Freddy Hagen

Aktiverne stormer frem mod politiet. Foto: Freddy Hagen

Aktiverne stormer frem mod politiet. Foto: Freddy Hagen

Klimaklode sætter på skulptur på Christianshavns Torv. Foto: Freddy Hagen

Klimaklode sættes på skulptur på Christianshavns Torv. Foto: Freddy Hagen

Studier i et Oprør

May 26th, 2009

Politiets "gravko" anvendt i forbindelse med aktion på Christiania. Foto: Freddy Hagen

Politiets "gravko" anvendt i forbindelse med aktion på Christiania. Foto: Freddy Hagen

Anmeldelse af René Karpanschof og Martin Lindblom (red.): Kampen om Ungdomshuset – Studier i et oprør. Frydenlund og Monsun 2009.

Når konflikter mellem aktivister og ordensmagten dækkes i medierne, så er det selvsagt præget af situationens nyhedsværdi. Shokket og graden af voldsomhed er i fokus, og politikere reagerer ofte med spontane og forargede udtalelser.

I forbindelse med rydningen af Ungdomshuset den 1. marts 2007 og de efterfølgende, utallige demoer og konfrontationer, har dækningen i medierne været ekstra spontane og stærkt følelsesladede. Det har derfor været vanskeligt at kunne danne sig et egentligt helhedsbillede af selve konflikten og hvad den indebar. Samtidig har debatten om de unges ret til et hus været præget af den værdikamp, som Anders Fogh Rasmussen igangsatte ved regeringsskiftet i 2001.

Bøger om konflikten, og bøger om det forgangne Ungdomshus og dets brugere, er allerede blevet udgivet. Helle Hansens bog, 69, er en flot og detaljeret beskrivelse af Ungdomshusets mange aktiviteter og fotojournalist Jacob Ehrbahns bog, 69 – kampen for et Ungdomshus, er en betagende fotobog. De supplerer hinanden godt og vil begge fremstå som veldokumenterede og visuelt godt layoutede erindringer om en svunden tid.

Også Andreas Karkers bog, Jagtvej 69 – historien om et hus, er god og spændende læsning. Her forkuseres mere på det historiske, men:

”stilen er rodet og collage-agtig, og overblikket ryger til tider i de forskellige afsnit. Men en pæn og overskuelig bog om Ungdomshuset ville vist også have været en misforståelse. Indimellem spørger man dog sig selv, hvor forfatteren har sin viden fra.”

som Modkraft.dk´s anmelder, Mette Grimstrup, skrev om bogen. Nu er der imidlertid kommet en bog om Ungdomshuskonflikten, som er både ”pæn” og ”overskuelig”, og det virker bestemt ikke som en ”misforståelse”, men snarere som et tiltrængt overblik over - og perspektiv på - en historisk begivenhed, der vil komme til at stå i fremtidens historiebøger om Danmark.

Kampen om Ungdomshuset

Bogens første kapitler, der handler om det bredere perspektiv for konflikten, er både overskuelig og let læselig dokumentation over begivenhederne før og efter rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69. I modsætning til Andreas Karkers bog er alle udsagn understøttet af statestikker, citater og andre former for dokumentation, og selvom redaktørerne René Karpantschof og Martin Lindblom i indledningen tilkendegiver, at de – ligesom de fleste af bogens bidragsydere – har haft deres gang i miljøet, så er der ikke tale om et entydigt forsvar for aktivisme og Ungdomshuset. Bogen er snarere en udredning af selve konflikten og de myter, som er opstået i kølvandet på den.

Billede anvendt i bogen. Foto: Freddy Hagen

Billede anvendt i bogen. Foto: Freddy Hagen

Det bredere perspektiv sikres ved en suværen analyse af sammenhænge, der virker troværdige, og som medierne helt har overset i deres dækning. Der gøres for eksempel op med myterne om, at aktivisterne ikke havde nogen egentlig politisk dagsorden med at hærge bydelen Nørrebro, og at der var tale om utilpassede og forkælede teenagere fra pæne familier fra de rige forstæder. Ifølge bogens overbevisende kilder var der tale om en bred hybrid af danskere, der især bor i bydelen Nørrebro.

Samtidig lægger bogen vægt på, at Ungdomshuset, der har eksisteret siden 1982, i sluthalvfemserne og helt frem til den 14. december 2006, hvor den første store konfrontation med politiet i nyere tid rydder alle mediernes forsider, var meget lidt brugt. Fra at have været et næsten dødt hus, opblomstrer pludselig den modkultur, som i dag står styrket og kampberedt, til trods for, at kampen endte med, at Ungdomshustilhængerne kunne flytte ind i det nye ungdomshus på Dortheavej 61 den 1. juli 2008.

Og det er bogens hovedpointe: kampen for et nyt Ungdomshus affødte en politisk/aktivistisk bevægelse, der til relevante lejligheder kan mobilisere tusinder til fælles aktioner, hvilket modbeviser den måske største myte om de voldelige hændelser i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset: manglen på politisk bevidsthed og perspektiv.

Rekorder og nyheder

Rydningen af Ungdomshuset skabte en løst struktureret bevægelse, der kommunikerer gennem SMS´er og gennem medierne. Bogen har et helt kapitel om denne nye og yderst effektive tendens. Gennem SMS kan aktivister samles på ingen tid, hvilket har skabt store problemer for myndighederne. At aktivisterne også har anvendt medierne til at samle og opbygge til store begivenheder, såsom G13 aktionen og Luk Lejren aktionen, kunne godt være blevet behandlet lidt mere grundigt. Bogen indeholder ganske vist et helt kapitel om mediernes dækning under selve rydningen af Ungdomshuset, og det gøres heri klart, at denne dækning har været ensidig og klart til fordel for myndigheder og politi. Det kunne imidlertid have været på sin plads i den forbindelse at nævne aktivisternes brug af medierne ditto.

bål i gaderne. Foto: Freddy Hagen

bål i gaderne. Foto: Freddy Hagen

Under rydningen af Ungdomshuset blev der anvendt en politistyrke, som talmæssigt ikke er set lige, siden Anden Verdenskrig. Der blev brændt biler af og lavet hærværk for historisk høje beløb. Den ene rekkord efter den anden har efterfølgende set dagens lys. Bogen giver en plausibelt billede af hvorledes det kunne ske. Det handler ikke så meget om hvorfor slagene har været så hårde, men snarere om mekanismerne bag forskellige politiske og autonome beslutninger og tiltag frem til selve rydningen af Ungdomshuset. I kapitlet, Statens tveæggede sværd, angiver René Karpantschof nogle særdeles plausible begrundelser for voldshandlingerne under rydningen. Karpanschof peger her på en lang række tilfælde, hvor politiet har handlet i de såkaldte ”Gråzoner”, hvor anvendelse af vold lægger på kant med loven, sager, hvor det er klart, at politiet har handlet i modstrid med de beføjelser, som de har fået stillet til rådighed, men alligevel har sluppet for dom. Ifølge René Karpantschof er disse sager én af mange grunde til, at politiet som fjendebillede er blevet så stærkt i autonome kredse. Særlove, såsom maskeringsforbud, prævensive anholdelser og visitationszoner har fået gråzonen til at vokse i dimensioner, hviket har afstedkommet forøget styrke til billedet af politiet som fjenden og politisk medspiller i kampene.

Også politiets opgradering af udstyr i form af hollændervogne, brynjelignende kampuniformer og gasgeværer er også en del af forklaringen på, at tingene har taget den vending, som idag præger alle former for aktioner. Begrundelserne for ekstra beføjelser til politiet har altid været, at fjenden er blevet mere ekstrem og mere konfrontationssøgende, men argumentet om, at ekstrabeføjelserne skulle dæmpe voldslysten hos aktivisterne, bliver blankt afvist af René Karpantschof.

Ifølge René karpantschof, har politiets strategiske og materielle opgraderinger samt de mange frifindelser af betjente en god del af skylden for ekskaleringen af aktivistisk politik. Han sluttet sit kapitel af med at erklære, at der i fremtiden vil komme flere aktioner såsom G13 og Luk Lejren.

Ungdomsoprør

Bogens klare budskab og ledetråd er forfatternes fælles overbevisning om, at der ved rydningen af Ungdomshuset opstod et kulturelt oprør, som kan sammenlignes med tressernes store oprør. Ikke blot konfrontationerne, men også symbolerne, såsom tallet 69, peget klart i den retning. Om oprøret kommer til at ryste og ruske op i kønsrollemønstre og retten til fri forskning og medbestemmelse står hen i det uvisse. Bogen peger i hvert fald på tendenser, der peger i den retning, men mange tendenser tiden peger modsat på, at det proklamerede ”oprør” måske ikke har den kraft og vidde, som tressernesgenerationens. Spørgsmålet i den forbindelse må være: Er der her tale om en ”generation” eller er denne betegnelse ikke for stor i forhold til tilhængerne af Ungdomshuset? Det spørgsmål bliver ikke besvaret i bogen, og dens mange analyser og statestikker kan ikke dokumentere, at der her er tale om et oprør, som har berørt en he generation. Det er derfor også bogens arkilleshæl, at den måske puster sig lige lovlig meget op, omend dens mange facetter og nærlæsninger giver fuld mening og rigeligt med stof til eftertanke.

At aktionisme som politisk form er blevet reaktualiseret, kan der derimod ikke herske nogen tvivl om, og et nyt Ungdomshus kan ikke stoppe denne bevægelse. Derfor er analyser af aktionernes former også relevante og tiltrængte. Bogen kommer til tiden, og dens aktualitet vil formodentlig vokse med tiden.

Aktivister til Torsdagsdemo. Foto: Freddy Hagen

Aktivister til Torsdagsdemo. Foto: Freddy Hagen

Den smukkeste del af mig skulle slukkes

May 17th, 2009

Shazia. Foto: Freddy Hagen

Fredag den 17. maj bragte Informations weekendmagasin Paradoks anden del af artikelserien om homoseksuelle med muslimsk herkomst. Denne artikel handler om “Shazia”, som gerne vil være anonym. Ligesom Sharif, der stod fram i artiklen den 1. maj, har Shazias seksualitet haft voldsomme konsekvanser for hendes liv. I dag ser hun ikke sin familie, som hun savner og frygter. De vil aldrig komme til at acceptere hendes seksualitet. Som Shazia sagde i interviewet til mig og journalisten Anton Geist: “Den smukkeste del af mig skulle slukkes”

Både artiklen om Sharif og Shazia har affødt livlig diskussion på Informations netavis med flere hundrede kommentarer.

Du kan læse artiklen her

Mænd i kjoler og transkønnede giver den gas

May 10th, 2009

Fredag nat fyrede transerne Alexis og Miss Fish op under kedlerne i queerklubber Warehouse9. Det blev en magisk og uforglemmelig aften, hvor transkønnede, club kids og senior-transer mødtes til en fest med dans og sprut i lange baner. Her er et par billeder fra aftenens fest:

Miss Fish siger hej. Foto: Freddy Hagen

Miss Fish siger hej. Foto: Freddy Hagen

Syretrippende androgyn dude i krydsild. Foto: Freddy Hagen

Syretrippende androgyn dude i krydsild. Foto: Freddy Hagen

Show off homo style. Foto: Freddy Hagen

Show off homo style. Foto: Freddy Hagen

Etno-transgender in motion. Foto: Freddy Hagen

Etno-transgender Tarah in motion. Foto: Freddy Hagen

Warehouse9. Foto: Freddy Hagen

Senior transetraf i Warehouse9. Foto: Freddy Hagen

Pakket ind i lys. Foto: Freddy Hagen

Pakket ind i lys. Foto: Freddy Hagen

Transmanden Erik Hansen fylder 50 år. Foto: Freddy Hagen

Transmanden Erik Hansen fylder 50 år. Foto: Freddy Hagen


The Flickr API returned error code #100: Invalid API Key (Key has expired)