Venstrefløjshomoer boykotter atter i år Copenhagen Pride, som de anklager for at være blevet for pæn, for topstyret og for kommerciel. Kritikken kan måske undre, eftersom gruppen, der kalder sig Klam, er blevet inviteret til selv at deltage i Priden på deres egne præmisser. Ligeledes kan det undre, at Priden i sig selv skulle være for kommerciel, eftersom det nær var gået galt i år, fordi København kommune ikke var villige til at give støtte til arrangementet og først hostede op med nogle slanter, da medierne begyndte at skrive om det.
Etnohomoer giver den gas på Copenhagen Pride 2007. Foto: Freddy Hagen
Året Klam arrangement finder sted den 16. august klokken 14.00 i Ørstedsparken.
Klam vil nu forsøge at indsamle penge til støtte for en lukningstruet palæstinensisk cafe i Hebron samt et kultur- og ungdomscenter i Balata, som er en flygtningelejr uden for Nablus. Både cafeen og centret anses som fremmende for en bedre forbindelse mellem palæstinensere og israelere af Klam. Ligeledes skal støtten ses som en kritik af den mur og de mange check points, som adskiller mennesker, der derved får vanskeligt ved at etablere forhold med hinanden.
Martyrplakat i Nablus, juen 2007. Foto: Freddy Hagen
Klam vinkler deres initiativ således, at det selvsagt er transpersoner og homoer som er i klemme i regionens konflikt.
Check Point ind til Nablus. Foto: Freddy Hagen
Propaganda plakat i Nablus, julen 2007. Foto: Freddy Hagen
Både Hebron og Nablus er blandt de byer på Vestbredden, hvor de hårdeste kampe imellem israelske soldater og beboere har fundet sted. Da jeg besøgte begge byer i julen, var der optøjer og hårde kampe hver nat. Hebron var specielt hård, og i hele byen hang der martyrplakater med unge palæstinensere, der er døde i kamp. To uger efter mit ophold, skred en stor hær af israelske soldater ind, da de mente, at der blev produceret raketter i byen. Israelerne er blevet skarpt kritiseret for deres indblanding i netop Nablus, idet denne by har virker som eksperiment for indførelse af palæstinensisk politi. Israelernes autonome handlinger i byen kritiseres for at underminere det lokale politis autoritet.
Konfrontation imellem israelske soldater og palæstinensiske unge i Hebron, julen 2007. Foto: Freddy Hagen
Da jeg var besøgte Hebron var der kampe i gaderne fordi to unge israelere var blevet skudt af en drive by bil. Palæstinensere kastede sten efter de israelske soldater og blokerede vejene.
Ung israelsk homo i Jerusalem, julen 2007. Foto: Freddy Hagen
Den 26. juni i år blev der holdt en Pride i Jerusalem. I modsætning til sidste års Pride var der kun mødt omkring 2.000 politibetjente op (sidste års Pride blev beskyttet af 7.000 politibetjente). Traditionen tro, blev der holdt aggressive moddemonstrationer i de ortodokse dele af byen. Her blev der brændt skraldespande af og malet homofobisk graffiti.
Tel Aviv er Israels absolut mest liberale homoby, og det er virkelig slående hvor stor forskel der er på tolerancen dér, og så den hadske stemning man kan støde på i Jerusalem – Guds by.
At homoseksuelle og transpersoner oplever modstand i både Israel og de Palæstinensiske selvstyreområder gør Klams vinkling af palæstinensernes vanskelige vilkår en smule fad og i værste fald vildledende. Seksuelle minoriteters vilkår i området er vanskelig og bør også debatteres. Alligevel er det betænkeligt at stille problematikken op som gruppen Klam har gjordt i dette tilfælde. Ortodokse jøder og muslimske religiøse fanatikere har det til fælles, at de ikke accepterer seksuelle minoriteter. Det har ikke noget gøre med regionens konflikt generelt. Faktisk er Israel nok det mest tolerante land i forhold til folks seksualitet.
Klams initiativ er også vanskelig at forstå af andre grunde. For det første er etniske homoer og transpersoners vilkår i Danmark vanskelig i sig selv. Der er ofte store personlige omkostninger forbundet med at springe ud for de personer, hvis nærmiljø og familie er af anden etnisk herkomst end dansk. Disse personer tager et stort og meget svært valg når de vælger at springe ud. Derfor er det politiske sikte, som Klam kreerer med deres modpride også kompromitterende for de personer, som står overfor at skulle komme ud i offentligheden med deres reelle seksualitet. Og her er Priden i sig selv en vigtig platform som kan rumme og favne disse personer.
Det er lige lovlig meget at forlange, at disse personer også skal tage stilling til Mellemøstkonflikten i den specifikke situation.
