Tidligere kulturredaktør på Jyllands-Posten, Flemming Rose, taler nu ud om Muhammedsagen og hvad denne krise har gjort ved Danmark. Det var Rose selv, sammen med daværende chefredaktør på avisen, Carsten Juste, der i september 2005 støbte kuglerne til krisen, ved at opfordre tolv tegnere til at karikere Muhammed.
Carsten Juste og Flemming Rose begrundede blandt andet trykningen af disse tegninger ved at henvise til at komikeren Frank Hvam, der ikke ville pisse på koranen af frygt for repressalier. I den tekst, som Jylland-Posten bragte sammen med tegningerne, proklameredes det at hån, spot og latterliggørelse er noget, som alle skal kunne acceptere i et sandt demokratisk land. Ytringsfriheden er truet hvis journalister ikke kan sige og skrive hvad de vil.
I et interview til Berlingske Tidende søndag den 29. juni udtaler Flemming Rose, at en vigtig begrundelse for hans beslutning om at trykke tegningerne er det pres som minoriteter lægger på vestlige landes demokratier. Rose mener, at når minoritetsgrupperinger kræver særregler af respekt for deres livsværdier, så truer de ytringsfriheden og individets forrang frem for gruppen. Tegningerne blev altså brugt bevidst hånende, spottende og latterliggørende fordi Flemming Rose og Jyllands-Posten ikke ville finde sig i minoritetsgrupperingers kamp for særrettigheder.
I interviewet til Berlingske Tidende siger Flemming Rose, at erfaringen fra Muhammedsagen må være, at vi ikke længere kan opfatte os selv som et lille, isoleret land, som ingen andre interesserer sig for. I kraft af teknologi og en stigende omrokering af befolkningsgrupper, som tilhører forskellige kulturkredse, bliver selv regionale konflikter indskrevet i globale sammenhænge. Derfor mener Rose også, at statsminister Anders Fogh Rasmussens og regeringens beslutning om at deltage i krigen i Irak er en af de mest afgørende og fornyende tiltag for dansk politik i nyere tid. Forskellen fra før Muhammedsagen og efter, beskriver Rose ved at henvise til statsminister Anders Fogh Rasmussens udenrigspolitiske diskurs, som han mener, rører ved noget strukturelt i danskernes selvopfattelse:
”Han (Anders Fogh Rasmussen, red.) gik ud og sagde, at det i virkeligheden var en skændsel, at man ikke havde sat sig til modværge. Og det er et opgør med danskernes selvforståelse, som jo er og altid har været, at vi kan ikke gøre nogen forskel alligevel. Hvis lokummet brænder, så gælder det om at sidde stille og vente på, at det går over, så det får så få konsekvenser for os selv som muligt. Så at han gik ud og gjorde op med det, bør virkelig værdsættes. Det viste sig så, at da han blev testet på det med muhammedkrisen, havde han måske ikke helt så meget is i maven.”
Ifølge Rose, er regeringens samarbejde med Dansk Folkeparti ikke et forhold, som har nogen egentlig politisk signifikans set i international sammenhæng. Derimod er Anders Fogh Rasmussens og regeringens afvisnings af at samarbejdspolitik er at foretrække en positiv vending i både dansk politik og den danske folkeånd.
Rose kritiserer også dagbladet Politikken som han mener har tabt læsere fordi avisen vedbliver med at kæmpe minoriteternes kamp.
I Rune Engelbreth Larsens og chefredaktør for Politiken, Tøger Seidenfadens bog om Muhammedsagen, Karikaturkrisen. En undersøgelse af baggrund og ansvar (Gyldendal 2006), var Jyllands-Postens bevæggrunde for at trykke tegningerne det vægtige i sagen. At hån, spot og latterliggørelse var selve hensigten, er, ifølge bogen, det afgørende i sagen. Set i lyset af de fremmedfjendtlige udtalelser, som politikere og meningsdannere i tiden op til selve trykningen af tegningerne fremturede med, var hån, spot og latterliggørelse af muslimer ikke fremmed i den danske debat. At Jyllands-Posten for eksempel står bag finansiering af det stærkt islamkritiske selskab Trykkefrihedsselskabet, som hovedsagelig består af medlemmer fra Dansk Folkeparti, viser blot hvilken diskurs avisen styrede ind på via trykningen af karikaturerne.
I bogen påpeges det, at de elleve ambassadører, som ønskede at komme i tale med statsminister Anders Fogh Rasmussen, ikke på nogen måde ønskede at regeringen skulle retsforfølge eller på nogen anden måde forhindre Jyllands-Posten i at ytre sig. Derfor var statsministerens afvisning af mødet også fejlagtigt, og direkte vildledende, idet han gang på gang har udtalt, at intentionen med indkaldelse til mødet stred imod det danske samfunds ret til ytringsfrihed.
Flemming Rose er klart af en anden opfattelse end Rune Engelbreth og Tøger Seidenfaden. I interviewet til Berlingske Tidende er der ikke noget nyt under solen. Rose vil ikke sige undskyld for trykningen af tegningerne, og i følge ham er kampen imod minoriteterne i Vesten langt fra bragt til ende. Ifølge Rose, er selve ideen om, at moderne vestlige samfund skal tilpasse sig et multikulturelt perspektiv på indenrigs- og udenrigspolitiske forhold, direkte i modstrid med danske værdier.
