Kurt Westergaard sammen med Pia Kjærsgaard (DF) i Trykkefrihedsselskabet. Foto: Freddy Hagen
Om alle dem, der blev væk.
Dette er et indlæg om alle de medier, som udeblev fra Trykkefrihedsselskabets overrækkelse af deres Sapphopris til den mordtruede Kurt Westergaard. At udelukkende Weekendavisen og Jyllands-Posten havde journalister på stedet, er ikke til at forstå for mig.
Kulturminister Brian Mikkelsen (V) skulle overrække Kurt Westergaard prisen, og skuespiller Farshad Kholghi skulle holde tale. Pia Kjærsgaard (DF), Søren Krarup (DF), Søren Espersen (DF) og Naser Khader (NA) samt Ralf Pittelkow (politisk kommentator) og Flemming Rose (tidligere chefredaktør på Jyllands Posten) var der som gæster.
Jeg så frem til at deltage i denne begivenhed, og jeg gjorde mig ingen bekymringer om i hvilket regi, arrangementet blev holdt, selvom jeg har læst Tøger Seidenfadens tale til et tidligere arrangement i Trykkefrihedsselskabet (oktober 2007), hvor han direkte erklærede, at han ikke ville være i stue med dem.
Men dette er noget andet. Kurt Westergaard er blevet udsat for dødstrusler, et forhold, som jeg kun kan fordømme. Siden mordtruslen har jeg set flere af hans tegninger, og deres bidske budskaber er ikke mere krænkende eller morbide end for eksempel WulffMorgenthalers streger i Politiken. Jeg holder af begges tankevækkende måde at sætte tingene til debat igennem deres absurde sammenstillinger. Men sammenhængen, hvori tegningen af Muhammed med en bombe i turbanen indgik, finder jeg ikke speciel morsom. Og jeg finder det uhyggeligt, at selve tegningen er blevet omdrejningspunktet for hele debatten om muslimsk kultur i Danmark.
Karikaturtegning trykt i Politiken 8. juni 2008.
Ifølge Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden og skribenten Rune Engelbreth Larsen var hensigten med at trykke karikaturtegningerne i Jyllands-Posten at provokere hele den muslimske kultur. I deres bog Karikaturkrisen. En undersøgelse af baggrund og ansvar (Gyldendal 2006) placerer de ansvaret for krisens udbredelse hos Jyllands-Postens ledelse. Ledelsen ville ikke undskylde deres akt ligesom statsminister Anders Fogh Rasmussen heller ikke ville undskylde. Bogens konklusion er, at Danmark gør vel i at lære, at ytringsfriheden skal forvaltes med en dybere ansvarsfølelse i fremtiden. Om Politiken selv lever op til dette ansvar ved for eksempel at trykke overstående tegning må stå hen i det uvisse. Jeg er selv af den overbevisning, at hverken tegninger eller diplomatiske udtalelser kan afstedkomme den vrede, som eksploderede i kølvandet på trykningen af karikaturerne. Det er snarere hverdagens mange uforsonlige og stigmatiserende hændelser, som mange indvandrene oplever. At denne forskelsbehandling af danskere med fremmed herkomst også støttes af politikere og medier, er selvsagt forstærkende for den reaktion, som vi i disse år oplever fra især muslimske borgere.
Jeg forestiller mig, at medierne ikke dækker overrækkelsen af Sappho-prisen til Kurt Westergaard, fordi de finder det alt for iscenesat og politisk ladet. Alligevel forstår jeg ikke mediernes udeblivelse. At man vælger at give Kurt Westergaard en pris, er for mig at se et forhold, som giver os et ansvar for at minde alt og alle om, at vi ikke accepterer dødstrusler.
Der er al mulig god grund til at være vred og forarget over Dansk Folkepartis skarpe retorik og især Lars Hedegaards (Trykkefrihedsselskabets formand) indlæg i den faste rubrik Groft Sagt på Berlingske Tidende. Hele sagen om en dommers ret til at bære tørklæde, hvor Dansk Folkeparti krampagtigt og på en juridisk krænkende facon har skabt debat i medierne, er for mig at se skræmmende. Det er skræmmende, fordi den egentlige krænkelse af ytringsfrihed og såkaldt danske værdier kommer fra et helt andet sted. Hele denne “første skridt”-teori, hvor indrømmelser er det samme som at give efter for vores fælles, danske værdier hænger mig ud af halsen. Det er paranoidt og decideret vildledende, når Dansk Folkeparti kritiserer Bertel Haarder (V), fordi han har kaldt Danmark for flerkulturelt.
Jeg bliver forarget, når jeg læser Trykkefrihedsselskabets bloggervenner, som også kommer til deres arrangementer. Det er islamkritiske blogs, såsom Uriasposten og Snaphanen, der overvåger et utal af medier for derefter at trække dét ud, som har at gøre med muslimer. Uriaspostens Kim Møller gør ofte det, at han kort introducerer et tema, hvorefter han copy-paster artikler ind. I disse artikler fremhæver han så de sentenser, som han finder mest betydelige. Derefter er det op til kommentarerne at gøre det så rabiat og usmageligt som overhovede muligt. Det er denne form for frasigelse af hvad andre siger og gør, omend man stiller rum til rådighed for dem der er villige til at gå et skridt videre, som gør det usympatisk.
Der er altså al mulig god grund til ikke at møde op til Trykkefrihedsarrangementet.
Alligevel mødte jeg selv op, og da jeg hørte Kurt Westergaards tale, blev jeg berørt. Måske jeg ikke rigtig havde forstået situationen ordentligt førhen, omend jeg var opmærksom på alle de danske avisers sympati-aktion, efter at Kurt Westergaard blev nødsaget til at gå under jorden.
Jeg ville gerne have haft et billede af Naser Khader, Pia Kjærsgaard og Kurt Westergaard, sammen med alle deres politibetjente i baggrunden. Det ville egentlig ikke gøre mig noget, at det blev opstillet. Billedet ville være stærkt (og tyst) nok til vække tankerne og følelserne.
At Kurt Westergaard vælger at dukke op og tage imod prisen, gør det for mig at se til en begivenhed, som er stor nok til at komme i medierne. Når pressen udebliver, så giver de også til kende, at Kurt Westergaard skulle være blevet væk. På den måde kunne han blive Politikens og Informations pegepind, som man kunne rette imod de borgerlige aviser. Hvis for eksempel Politikens egne karikaturtegnere skulle ende i samme situation, ville Tøger Seidenfaden så ikke forsvare dem for enhver pris, og mon ikke der også ville komme en prisoverrækkelse?
Kurt Westergaard lever under politibeskyttelse, et forhold, som alle landets aviser fordømmer. Det er helt tydeligt, og Kurt Westergaard har været meget i medierne. Alligevel er det for mig at se en skam, når alle aviser ikke dækker en begivenhed, hvor tre partier vælger at vise, at de støtter ham.
Se, det finder jeg farligt. Det er forskellen, der er begyndt at tælle, fremfor et ansvar for at være med, når noget er vedkommende. Det er anledningen, som ikke bliver udnyttet, fordi politik og ideologi kræver noget andet. I dag udtalte Tøger Seidenfaden, at han gerne ville se Pia Kjærsgaard i en af Politikens “Jeg er også dansker” trøje. Personligt mener jeg, at Pia Kjærsgaard burde gøre det. Det er en provokerende opfordring som umiddelbart kan virke farlig for Pia Kjærsgaard, selvom hun intet har at tabe.
Pia Kjærsgaard kan sige nej tak til opfordringen, hvorefter hun kan lade Politiken give hende fuld dækning under hele kampagnen. Tager hun trøjen på, ændrer det ikke ved, at Pia Kjærsgaard kommer til at stå urørt tilbage. Politiken ville have svært ved at vælge hvorledes de skulle forholde sig til den situation.
Skulle de dømme hende som hykler for at tage trøjen på, når hun nu ikke vil acceptere at Danmark er et multikulturelt samfund?
Skulle de rose hende, tage hatten af for hende? Det ville være interessant at se det scenarie.
Ville alle de, som har ladet sig fotografere med en af de indkøbte trøjer, nu brænde dem af i afsky?
Det er den stigende seperatisme imellem politiske positioner, der er farlig. Befolkningen er ofte, i hverdagen, gode til at hæve skellene og være sammen i det offentlige rum. Men den politiske seperatisme bliver mere og mere kronisk hos os. Det er det politiske spil, som mere og mere kræver af os, at vi skal være med til at holde den politiske diskurs, også i vores hverdag. Det minder om politiets metoder, hvor man “stresser” et kriminelt miljø, således at de mere lovlydige trækker sig væk. På den måde får man “isoleret kernen”. Vi skal pludselig være aktivt fordømmende.
Det er en tendens man ser flere steder på den politiske arena. Når Claus Hjort Frederiksen (V) taler om hver enkelts ansvar samtidig med, at han siger, at det ikke er samfundets skyld, hvis man er fed, er det en parallel problematik. Havde Claus Hjort Frederiksen sagt, at det ikke var nogens “skyld”, hvis man er overvægtig, så havde der været fornuft i det. Det samme gælder livsstilsforsker og debattør Henrik Dahl, når han siger, at vi alle har en pligt til at passe på vores kroppe, fordi det er dyrt for staten at skulle vedligeholde de usunde. “Pligt” og “Skyld” anvendt på adfærd, som vi førhen kaldte svagheder, er for mig at se radikalt.
Og farligt, fordi vores retsbevidsthed og evne til at klare det personlige ansvar, gør os blinde overfor de ofre, som ikke magter, eller evner, at indrette sig i tide.
Kurt Westergaard i Trykkefrihedsselskabet. Fotograf: Freddy Hagen
