freddyhagen.dk

Ung mand med anti-Bush t-shirt til demonstration i København den 3. januar 2009. Foto: Freddy Hagen

I den forløbne uge har der været massive protester mod Israels angreb på Gaza striben i Palæstina. Over hele Europa har eksil-palæstinensere demonstreret foran de israelske ambassader og på gader og stræder. Sunni- og shiamuslimer har fundet fælles fodslav i fordømmelsen af invasionen. Også NGO organisationer og venstrefløjsaktivister har støttet op om fordømmelsen.

I København har der været mange aktioner og mange stemmer. Palæstinensiske venskabsforeninger uden religiøse agendaer har arbejdet sammen med den yderste venstrefløj og muslimer. Mest forvirrende var nok demonstrationen foran den israelske ambassade i Hellerup i går, hvor der både blev sunget Internationale og råbt Allah er stor. Også den indtil dato største demonstration i lørdags på Rådhuspladsen og på Christianshavns Slotsplads viste tydeligt, at de forskellige grupperinger ikke er entydigt enige i hvorledes man skal udtrykke sin protest.

Ser man på arrangørerne af de forskellige aktioner, så kan man måske godt forstå forvirringen. Hizb ut-Tahrir arrangerede en demonstration foran den Egyptiske ambassade, men kun Berlingske Tidende skrev om begivenheden, som ellers samlede omkring 400 vrede demonstranter. Den storstilede aktion i lørdags var arrangeret af blandt andet Islamisk Trossamfund. Disse mere religiøst betonede demonstrationer tager klart afstand for mere kontante udbrud, såsom at brænde det israelske flag af og kaste fyrværkeri efter politiet.  Lørdagens demonstration endte med håndgemæng imellem arrangørerne og de opildnede unge, der ville i konfrontation med politiet. Denne indgriben blev siden rost af politiet.

Til en demonstration foran den israelske ambassade i går, blev forskellene tydeligere end hidtil. Aktionsgruppen Budskab fra Græsrødderne stod bag arrangementet. Man fornemmede tydeligt arrangørernes mishag, da en stor gruppe unge begyndte at angribe politiet.

Men én ting er midlerne til at protestere imod Israels invasion. Noget helt andet er hvilken målsætning der er med de forskellige aktioner. Når unge maskeklædte råber Død over Jøderne! så er der klart modstand fra andre sider.

Under alle omstændigheder - og uoverenstemmelser til trods - så har den forløbne uge vist, at mange er villige til at protestere imod Israel. Derimod har der ikke i Danmark været moddemonstrationer. Ingen synes at mene, at demonstrationer for Israels ret til at forsvare sig imod Hamas´ raketangreb er nødvendig. Venstres Søren Pind har udtalt, at Israel har legitime grunde til at angribe Gaze fra luften, fra vandet og på landjorden. Også Udenrigsminister Per Stig Møller finder Israels invasion legitim, om end han fordømmer de mange døde børn og uskyldige.

Måske er forsvaret for Israels angreb på græsrodsplan overflødig, eftersom den danske regering synes at stå godt og grundigt bag aktionen.

Det israelske flag brændes af på Christianborgs Slotsplads den 3. januar 2009. Foto: Freddy Hagen

Demonstration foran den israelske ambassade i Hellerup den 4. januar 2009. Foto: Freddy Hagen

Politiet bliver beskudt med fyrværkeri og sten foran den israelske ambassade i Hellerup den 4. januar 2009. Foto: Freddy Hagen

Du kan læse mere om ugen der gik og se flere billeder her

Ind imellem sker det, at jeg søger på mit eget navn for at se om noget uventet dukker op. Forleden fandt jeg på den måde ud af, at Dansk National Front har fundet frem til min hjemmeside og herværende blog. Tja, det er de altså blevet lidt sure over. På deres hjemmeside skriver de, at jeg er en klam jøde, og at jeg er en af de værste fotografer, som de røde “kompaner” har i deres hus. Du kan læse deres begavede korrespondance om mig og mit virke her.

Jeg har ellers også fotograferet mange af deres venner og bekendte, et forhold, som de ikke rigtig gider af forholde sig til. På herværende billede ser man for eksempel en af deres frænder demonstrere imod retten til at bære tørklæde i det offentlige rum. Man kan tydelig se, hvordan modet står skrevet med granit i mandens ansigt, og at han er klar til at kæmpe til sidste blodsdråbe. Desværre vil mine opponenter fra Dansk National Front ikke afsløre deres identitet, så det kunne i princippet være ham her på billedet, der har skrevet indlægget. Hvem ved, det er lidt diffust når ordene bliver løsrevet fra dem, som udsiger dem.

Dansk National Front skal imidlertid være velkomne til at følge med i debatterne.

Demonstration imod retten til at bære tørklæde offentligt på Christianborgs Slotsplads, foråret 2007. Foto: Freddy Hagen

Venstrefløjshomoer boykotter atter i år Copenhagen Pride, som de anklager for at være blevet for pæn, for topstyret og for kommerciel. Kritikken kan måske undre, eftersom gruppen, der kalder sig Klam, er blevet inviteret til selv at deltage i Priden på deres egne præmisser. Ligeledes kan det undre, at Priden i sig selv skulle være for kommerciel, eftersom det nær var gået galt i år, fordi København kommune ikke var villige til at give støtte til arrangementet og først hostede op med nogle slanter, da medierne begyndte at skrive om det.

Etnohomoer giver den gas på Copenhagen Pride 2007. Foto: Freddy Hagen

Året Klam arrangement finder sted den 16. august klokken 14.00 i Ørstedsparken.

Klam vil nu forsøge at indsamle penge til støtte for en lukningstruet palæstinensisk cafe i Hebron samt et kultur- og ungdomscenter i Balata, som er en flygtningelejr uden for Nablus. Både cafeen og centret anses som fremmende for en bedre forbindelse mellem palæstinensere og israelere af Klam. Ligeledes skal støtten ses som en kritik af den mur og de mange check points, som adskiller mennesker, der derved får vanskeligt ved at etablere forhold med hinanden.

Martyrplakat i Nablus, juen 2007. Foto: Freddy Hagen

Klam vinkler deres initiativ således, at det selvsagt er transpersoner og homoer som er i klemme i regionens konflikt.

Check Point ind til Nablus. Foto: Freddy Hagen

Propaganda plakat i Nablus, julen 2007. Foto: Freddy Hagen

Både Hebron og Nablus er blandt de byer på Vestbredden, hvor de hårdeste kampe imellem israelske soldater og beboere har fundet sted. Da jeg besøgte begge byer i julen, var der optøjer og hårde kampe hver nat. Hebron var specielt hård, og i hele byen hang der martyrplakater med unge palæstinensere, der er døde i kamp. To uger efter mit ophold, skred en stor hær af israelske soldater ind, da de mente, at der blev produceret raketter i byen. Israelerne er blevet skarpt kritiseret for deres indblanding i netop Nablus, idet denne by har virker som eksperiment for indførelse af palæstinensisk politi. Israelernes autonome handlinger i byen kritiseres for at underminere det lokale politis autoritet.

Konfrontation imellem israelske soldater og palæstinensiske unge i Hebron, julen 2007. Foto: Freddy Hagen

Da jeg var besøgte Hebron var der kampe i gaderne fordi to unge israelere var blevet skudt af en drive by bil. Palæstinensere kastede sten efter de israelske soldater og blokerede vejene.

Ung israelsk homo i Jerusalem, julen 2007. Foto: Freddy Hagen

Den 26. juni i år blev der holdt en Pride i Jerusalem. I modsætning til sidste års Pride var der kun mødt omkring 2.000 politibetjente op (sidste års Pride blev beskyttet af 7.000 politibetjente). Traditionen tro, blev der holdt aggressive moddemonstrationer i de ortodokse dele af byen. Her blev der brændt skraldespande af og malet homofobisk graffiti.

Tel Aviv er Israels absolut mest liberale homoby, og det er virkelig slående hvor stor forskel der er på tolerancen dér, og så den hadske stemning man kan støde på i Jerusalem – Guds by.

At homoseksuelle og transpersoner oplever modstand i både Israel og de Palæstinensiske selvstyreområder gør Klams vinkling af palæstinensernes vanskelige vilkår en smule fad og i værste fald vildledende. Seksuelle minoriteters vilkår i området er vanskelig og bør også debatteres. Alligevel er det betænkeligt at stille problematikken op som gruppen Klam har gjordt i dette tilfælde. Ortodokse jøder og muslimske religiøse fanatikere har det til fælles, at de ikke accepterer seksuelle minoriteter. Det har ikke noget gøre med regionens konflikt generelt. Faktisk er Israel nok det mest tolerante land i forhold til folks seksualitet.

Klams initiativ er også vanskelig at forstå af andre grunde. For det første er etniske homoer og transpersoners vilkår i Danmark vanskelig i sig selv. Der er ofte store personlige omkostninger forbundet med at springe ud for de personer, hvis nærmiljø og familie er af anden etnisk herkomst end dansk. Disse personer tager et stort og meget svært valg når de vælger at springe ud. Derfor er det politiske sikte, som Klam kreerer med deres modpride også kompromitterende for de personer, som står overfor at skulle komme ud i offentligheden med deres reelle seksualitet. Og her er Priden i sig selv en vigtig platform som kan rumme og favne disse personer.

Det er lige lovlig meget at forlange, at disse personer også skal tage stilling til Mellemøstkonflikten i den specifikke situation.

Powermisser. Foto: Freddy Hagen

Knud Vesterskov, 66 år. Filminstruktør. Foto: Freddy Hagen

Dagbladet Politiken inviterer alle danskere til at deltage i kampagnen “Jeg er også dansker”. Man opfordres til at købe en trøje, hvor påskriften “jeg er også dansker” samt et lille Dannebrog er trykt. Tekstens font er ligesom Politikens, og kan erhverves i Politikens gadget-butik til 125 kroner.

Kampagnen er sat i gang for at vise, at Danmark er et flerkulturelt samfund. Den skal vise, at vi er et mangfoldigt folk, og kampagnen skal virke imod intolerance. Chefredaktør Tøger Seidenfaden opfordrer Pia Kjærsgaard (DF) til at tage trøjen på, for kampagnen er skabt i en “inkluderende” ånd.

Kampagnen kulminerer den 5. juni på Danmarks Grundlovsdag.

Jeg synes at det er en rigtig god kampagne, omend jeg ikke selv har lyst til at købe en trøje for at give min stemme til kende. Derimod vil jeg gerne støtte kampagnen ved at bære en trøje, som den danske kunstnergruppe Superflex har kreeret. Kunstnergruppen har sponsoreret en trøje til dette formål.

Ligeledes vil jeg opfordre mine venner til at tage trøjen på og lade sig fotografere af mig. Min kampagne kulminerer med Politikens, for det er først og fremmest en støtteaktion for dette initiativ.

Jeg er enig med Politiken i at Danmark er blevet et hadsk og fremmedfjendsk samfund. Intolerance og direkte personlig hetz bliver med lidenskab udbasuneret af “Det Officielle Danmark”. Arbejdsløse, overvægtige og politisk venstreorienterede bliver kaldt terrorister og en trussel imod en fælles danskhed. Retten til denne nedrige og selvfede sparken nedad bliver legaliseret af en ubehagelig og ubegavet ide om, at autonome, muslimer og kunstnere er i fuld gang med at underminere den danske, nationale selvforståelse.

Må dét danske flag, hvorunder had imod de svageststillede legaliseres, brænde.

Resultaterne af min kampagne vil være at forfinde her

Herman Fagerlund, 45 år. Kok. Foto: Freddy Hagen.

Morten og Melyn Elbore Edvars, 42 og 23 år. Morten er dansk statsborger, Melyn er filippinsk statsborger. Den 8. marts 2008 blev de gift og søger nu om opholdstilladelse til Melyn. Foto: Freddy Hagen

Ramona Macho, 40 år. Queer-kunstner. Foto: Freddy Hagen.

Dennis Agerblad, 38 år. Queer-kunstner. Foto: Freddy Hagen.

Freddy Hagen, 38 år. Fotograf: Mark Knudsen/Monsum.dk