Youtube har valgt at slette M.I.A.’s sidste musikvideo. Det er også en særdeles kritisk og voldelig video, men ikke desto mindre et visuelt mesterværk med et tankevækkende budskab. Se videoen her
Forfatteren Henrik List holder oplæsning i queerklubben Warehouse9. Foto: Freddy Hagen
”Er vi danskere ikke så frisindede, som vi selv tror? Foregår den virkelige kulturkamp ikke imellem højrefløj og venstrefløj, men imellem forargede og frisinde? Er det slet ikke Big Brother, men velfærdssamfundets knusende kærlige Big Mother, der overvåger vores liv?”
Fra bagflappen på Henrik Lists essaysamling ”Sidste nat i Kødbyen”, Aschehoug 2007.
I den fortkomne tid kan Henrik List´ essaysamling Sidste nat i Kødbyen komme til at blive et varmt emne i medierne. Bogen handler om det forbudsdanmark, som List ser bomstre frem. Fra de frie halvfemsere, med drugs og fri sex på alle hylderne, er der sket i et skred i frisindet. Ifølge List, er spørgsmålet om prostitution et omdrejningspunkt for kulturkampen om frisindet.
Henrik List er ikke blot kritiker af et forbud mod at gå til prostituerede, han beskriver også detaljeret om de gange, hvor han selv har betalt for sex. Ligeledes har han beskrevet sit forhold til transseksuelle og udgivet en bog om Ladyboys i Bangkok.
På bagflappen af Sidste nat i Kødbyen, skriver Henrik List om Prostitution:
“Kravene om forbud mod prostitution samt regulering af porno i det offentlige rum høres fra både venstrefløj, feminister og religiøse. Og medierne svælger i uunderbyggede historier om sexslaver, kvindehandel og unges pornomisbrug.”
Simon Emil Ammitzbøll optræder til et teaterstykke i CampX under valgkampen i 2007. Foto: Freddy Hagen
Borgerligt Centrum
Nu har Simon Emil Ammitzbøll dannet et nyt parti: Borgerligt Centrum. Partiets motto er: Opgør med Big Mother.
Til hans præsentation af det nye parti for alle medierne, beskrev han opgøret med Big Mother, som et opgør med forbudsdanmark. Vi skal genindføre rygetilladelse og tillade teenagere at købe alkohol og cigaretter. Vi skal have frisind under eget ansvar tilbage og vi skal acceptere, at vi alle bliver berusede i ny og næ.
Simon Emil Ammitzbøll går ind for fri prostitution. Kort sagt, Sidste nat i Kødbyen minder en hel del om Borgerligt Partis nye program.
Du kan læse om Henrik List og købe hans bøger her.
Mærkværdig tid vi lever i. Musikere og kunstnere skaber ikonografiske udtryk, der korresponderer med gadedrengene og de yderste politisk/aktivistiske fløje i hele vesten. Massive Attack, der står bag sangen False Flags er blot et eksempel ud af mange. Videon til nummeret viser en mand, der antænder en molotovcocktail, hvorefter han kyler den imod en parkeret bil. Videoen slutter af med, at man ser et EU flag brænde.
Ifølge Wikipedia betyder False Flags operationer, hvor en stat på fordækt vis foretager en handling, som kommer til at fremstå som om det var en anden (fjende) der stod bag operationen. Måske Massive Attack herved siger noget centralt om hvorfor det opstår gadekampe i Vesten i dag: unge føler, at deres regeringer foretager handlinger og operationer, hvorefter andre bliver beskyldt for at stå bag.
I sangen synges blandt andet det her:
Modern times come talk me down
And battle lines are drawn across this town
Parisian boys without your names
Ghetto stones instead of chains
Talk ‘em down cause it’s up in flames
And nothing’s changed
Parisian boys without your names
Riot like 1968 again
The days of rage yeah nothing’s changed
more pretty flames
Du kan se videoen her
Her til aften vises et portræt af den arabiske succesforfatter Alaa al-Aswany i programmet Ordet og Bomben. Alaa al-Aswany interviewes af journalisten Jes Stein Pedersen. I traileren kan man se, at dokumentarholdet har været omkring i Kairo.
Alaa al-Aswany besøgte tidligere på året København i anledning af, at hans sidste roman, Chicago, er blevet publiceret på dansk. Jeg skrev en artikel om Alaa al-Aswany samtale med professor Jacob Skovgaard Petersen, som du kan læse her: Alaa al-Aswany besøger Danmark
Jeg tog også dette billede:
Alaa al-Aswany i København/Det Kongelige Bibliotek. Foto: Freddy Hagen
Relateret: Kærlighed og Jihad.
Ind imellem sker det, at jeg søger på mit eget navn for at se om noget uventet dukker op. Forleden fandt jeg på den måde ud af, at Dansk National Front har fundet frem til min hjemmeside og herværende blog. Tja, det er de altså blevet lidt sure over. På deres hjemmeside skriver de, at jeg er en klam jøde, og at jeg er en af de værste fotografer, som de røde “kompaner” har i deres hus. Du kan læse deres begavede korrespondance om mig og mit virke her.
Jeg har ellers også fotograferet mange af deres venner og bekendte, et forhold, som de ikke rigtig gider af forholde sig til. På herværende billede ser man for eksempel en af deres frænder demonstrere imod retten til at bære tørklæde i det offentlige rum. Man kan tydelig se, hvordan modet står skrevet med granit i mandens ansigt, og at han er klar til at kæmpe til sidste blodsdråbe. Desværre vil mine opponenter fra Dansk National Front ikke afsløre deres identitet, så det kunne i princippet være ham her på billedet, der har skrevet indlægget. Hvem ved, det er lidt diffust når ordene bliver løsrevet fra dem, som udsiger dem.
Dansk National Front skal imidlertid være velkomne til at følge med i debatterne.
Demonstration imod retten til at bære tørklæde offentligt på Christianborgs Slotsplads, foråret 2007. Foto: Freddy Hagen
Den seksualpolitiske organisation Dunst har påbegyndt en plakatkampagne med overskriften: Befri dit røvhul. I den fortkomne tid vil du få lejlighed til at se denne plakat på Københavns gader og stræder:
Det sker i forbindelse med et nyhedsbrev, hvor Dunst udtaler sig om retten til at ytre sig i det offentlige rum. I nyhedsbrevet skriver de blandt andet, at kampagnen er ment som en reaktion imod den nypuritanisme, som gruppen mener er blevet toneangivende i Danmark. Derfor skal kampagnen bruges til at opfordre alle - mænd og kvinder - til at bruge deres røvhul lidt mere aktivt. Du kan læse deres nyhedsbrev her
Tidligere kulturredaktør på Jyllands-Posten, Flemming Rose, taler nu ud om Muhammedsagen og hvad denne krise har gjort ved Danmark. Det var Rose selv, sammen med daværende chefredaktør på avisen, Carsten Juste, der i september 2005 støbte kuglerne til krisen, ved at opfordre tolv tegnere til at karikere Muhammed.
Carsten Juste og Flemming Rose begrundede blandt andet trykningen af disse tegninger ved at henvise til at komikeren Frank Hvam, der ikke ville pisse på koranen af frygt for repressalier. I den tekst, som Jylland-Posten bragte sammen med tegningerne, proklameredes det at hån, spot og latterliggørelse er noget, som alle skal kunne acceptere i et sandt demokratisk land. Ytringsfriheden er truet hvis journalister ikke kan sige og skrive hvad de vil.
I et interview til Berlingske Tidende søndag den 29. juni udtaler Flemming Rose, at en vigtig begrundelse for hans beslutning om at trykke tegningerne er det pres som minoriteter lægger på vestlige landes demokratier. Rose mener, at når minoritetsgrupperinger kræver særregler af respekt for deres livsværdier, så truer de ytringsfriheden og individets forrang frem for gruppen. Tegningerne blev altså brugt bevidst hånende, spottende og latterliggørende fordi Flemming Rose og Jyllands-Posten ikke ville finde sig i minoritetsgrupperingers kamp for særrettigheder.
I interviewet til Berlingske Tidende siger Flemming Rose, at erfaringen fra Muhammedsagen må være, at vi ikke længere kan opfatte os selv som et lille, isoleret land, som ingen andre interesserer sig for. I kraft af teknologi og en stigende omrokering af befolkningsgrupper, som tilhører forskellige kulturkredse, bliver selv regionale konflikter indskrevet i globale sammenhænge. Derfor mener Rose også, at statsminister Anders Fogh Rasmussens og regeringens beslutning om at deltage i krigen i Irak er en af de mest afgørende og fornyende tiltag for dansk politik i nyere tid. Forskellen fra før Muhammedsagen og efter, beskriver Rose ved at henvise til statsminister Anders Fogh Rasmussens udenrigspolitiske diskurs, som han mener, rører ved noget strukturelt i danskernes selvopfattelse:
”Han (Anders Fogh Rasmussen, red.) gik ud og sagde, at det i virkeligheden var en skændsel, at man ikke havde sat sig til modværge. Og det er et opgør med danskernes selvforståelse, som jo er og altid har været, at vi kan ikke gøre nogen forskel alligevel. Hvis lokummet brænder, så gælder det om at sidde stille og vente på, at det går over, så det får så få konsekvenser for os selv som muligt. Så at han gik ud og gjorde op med det, bør virkelig værdsættes. Det viste sig så, at da han blev testet på det med muhammedkrisen, havde han måske ikke helt så meget is i maven.”
Ifølge Rose, er regeringens samarbejde med Dansk Folkeparti ikke et forhold, som har nogen egentlig politisk signifikans set i international sammenhæng. Derimod er Anders Fogh Rasmussens og regeringens afvisnings af at samarbejdspolitik er at foretrække en positiv vending i både dansk politik og den danske folkeånd.
Rose kritiserer også dagbladet Politikken som han mener har tabt læsere fordi avisen vedbliver med at kæmpe minoriteternes kamp.
I Rune Engelbreth Larsens og chefredaktør for Politiken, Tøger Seidenfadens bog om Muhammedsagen, Karikaturkrisen. En undersøgelse af baggrund og ansvar (Gyldendal 2006), var Jyllands-Postens bevæggrunde for at trykke tegningerne det vægtige i sagen. At hån, spot og latterliggørelse var selve hensigten, er, ifølge bogen, det afgørende i sagen. Set i lyset af de fremmedfjendtlige udtalelser, som politikere og meningsdannere i tiden op til selve trykningen af tegningerne fremturede med, var hån, spot og latterliggørelse af muslimer ikke fremmed i den danske debat. At Jyllands-Posten for eksempel står bag finansiering af det stærkt islamkritiske selskab Trykkefrihedsselskabet, som hovedsagelig består af medlemmer fra Dansk Folkeparti, viser blot hvilken diskurs avisen styrede ind på via trykningen af karikaturerne.
I bogen påpeges det, at de elleve ambassadører, som ønskede at komme i tale med statsminister Anders Fogh Rasmussen, ikke på nogen måde ønskede at regeringen skulle retsforfølge eller på nogen anden måde forhindre Jyllands-Posten i at ytre sig. Derfor var statsministerens afvisning af mødet også fejlagtigt, og direkte vildledende, idet han gang på gang har udtalt, at intentionen med indkaldelse til mødet stred imod det danske samfunds ret til ytringsfrihed.
Flemming Rose er klart af en anden opfattelse end Rune Engelbreth og Tøger Seidenfaden. I interviewet til Berlingske Tidende er der ikke noget nyt under solen. Rose vil ikke sige undskyld for trykningen af tegningerne, og i følge ham er kampen imod minoriteterne i Vesten langt fra bragt til ende. Ifølge Rose, er selve ideen om, at moderne vestlige samfund skal tilpasse sig et multikulturelt perspektiv på indenrigs- og udenrigspolitiske forhold, direkte i modstrid med danske værdier.
På Facebook fandt jeg dette vidunderlige billede, som en bruger har sendt ud som en protest mod krig. Jeg ville gerne have taget det billede.
Måske er billedet manipuleret. Under alle omstændigheder er billedet et godt symbol på foragten for krig.
Sommeren er over Danmark. I København var der fuld skrue på Distortion festivalen. Arrangørerne var overrumplet over hvor mange der dukkede op. Flere tusind gæster mødte op i Studiestræde, hvor festivalen blev skudt i gang onsdag. Torsdag blev festivalen afholdt på Nørrebro, og omkring fem tusind dukkede op. Fredag var festivalen rykket til Vesterbro, hvor der blandt andet blev budt på skatebordshow på Enghave Plads.
Distortion på Vesterbro. Foto: Freddy Hagen
Distortion på Vesterbro. Foto: Freddy Hagen
Distortion på Vesterbro. Foto: Freddy Hagen
Distortion på Vesterbro. Foto: Freddy Hagen
Den syvende juni blev World naked Bike Ride for første gang afholdt i København. Omkring tres deltog i begivenheden, som begyndte ved Den lille Havfrue og endte på Rafshalevej ved Christiania, hvor omkring to hundrede aktivister er begyndte at bygge små huse og store tømmerflåder. Det er forbudt at være nøgen i det offentlige rum i Danmark, hvilket fik demonstranterne til finde på alternative måder at vise sig frem på. Demonstrationen var en protest imod byernes forurenende trafik.
Demonstranter klar til at rykke ud. Foto: Freddy Hagen
Demonstranterne på Kongens Nytorv. Foto: Freddy Hagen
Klar til demonstrationen. Foto: Freddy Hagen