freddyhagen.dk

Politiets "gravko" anvendt i forbindelse med aktion på Christiania. Foto: Freddy Hagen

Anmeldelse af René Karpanschof og Martin Lindblom (red.): Kampen om Ungdomshuset – Studier i et oprør. Frydenlund og Monsun 2009.

Når konflikter mellem aktivister og ordensmagten dækkes i medierne, så er det selvsagt præget af situationens nyhedsværdi. Shokket og graden af voldsomhed er i fokus, og politikere reagerer ofte med spontane og forargede udtalelser.

I forbindelse med rydningen af Ungdomshuset den 1. marts 2007 og de efterfølgende, utallige demoer og konfrontationer, har dækningen i medierne været ekstra spontane og stærkt følelsesladede. Det har derfor været vanskeligt at kunne danne sig et egentligt helhedsbillede af selve konflikten og hvad den indebar. Samtidig har debatten om de unges ret til et hus været præget af den værdikamp, som Anders Fogh Rasmussen igangsatte ved regeringsskiftet i 2001.

Bøger om konflikten, og bøger om det forgangne Ungdomshus og dets brugere, er allerede blevet udgivet. Helle Hansens bog, 69, er en flot og detaljeret beskrivelse af Ungdomshusets mange aktiviteter og fotojournalist Jacob Ehrbahns bog, 69 – kampen for et Ungdomshus, er en betagende fotobog. De supplerer hinanden godt og vil begge fremstå som veldokumenterede og visuelt godt layoutede erindringer om en svunden tid.

Også Andreas Karkers bog, Jagtvej 69 – historien om et hus, er god og spændende læsning. Her forkuseres mere på det historiske, men:

”stilen er rodet og collage-agtig, og overblikket ryger til tider i de forskellige afsnit. Men en pæn og overskuelig bog om Ungdomshuset ville vist også have været en misforståelse. Indimellem spørger man dog sig selv, hvor forfatteren har sin viden fra.”

som Modkraft.dk´s anmelder, Mette Grimstrup, skrev om bogen. Nu er der imidlertid kommet en bog om Ungdomshuskonflikten, som er både ”pæn” og ”overskuelig”, og det virker bestemt ikke som en ”misforståelse”, men snarere som et tiltrængt overblik over - og perspektiv på - en historisk begivenhed, der vil komme til at stå i fremtidens historiebøger om Danmark.

Kampen om Ungdomshuset

Bogens første kapitler, der handler om det bredere perspektiv for konflikten, er både overskuelig og let læselig dokumentation over begivenhederne før og efter rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69. I modsætning til Andreas Karkers bog er alle udsagn understøttet af statestikker, citater og andre former for dokumentation, og selvom redaktørerne René Karpantschof og Martin Lindblom i indledningen tilkendegiver, at de – ligesom de fleste af bogens bidragsydere – har haft deres gang i miljøet, så er der ikke tale om et entydigt forsvar for aktivisme og Ungdomshuset. Bogen er snarere en udredning af selve konflikten og de myter, som er opstået i kølvandet på den.

Billede anvendt i bogen. Foto: Freddy Hagen

Det bredere perspektiv sikres ved en suværen analyse af sammenhænge, der virker troværdige, og som medierne helt har overset i deres dækning. Der gøres for eksempel op med myterne om, at aktivisterne ikke havde nogen egentlig politisk dagsorden med at hærge bydelen Nørrebro, og at der var tale om utilpassede og forkælede teenagere fra pæne familier fra de rige forstæder. Ifølge bogens overbevisende kilder var der tale om en bred hybrid af danskere, der især bor i bydelen Nørrebro.

Samtidig lægger bogen vægt på, at Ungdomshuset, der har eksisteret siden 1982, i sluthalvfemserne og helt frem til den 14. december 2006, hvor den første store konfrontation med politiet i nyere tid rydder alle mediernes forsider, var meget lidt brugt. Fra at have været et næsten dødt hus, opblomstrer pludselig den modkultur, som i dag står styrket og kampberedt, til trods for, at kampen endte med, at Ungdomshustilhængerne kunne flytte ind i det nye ungdomshus på Dortheavej 61 den 1. juli 2008.

Og det er bogens hovedpointe: kampen for et nyt Ungdomshus affødte en politisk/aktivistisk bevægelse, der til relevante lejligheder kan mobilisere tusinder til fælles aktioner, hvilket modbeviser den måske største myte om de voldelige hændelser i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset: manglen på politisk bevidsthed og perspektiv.

Rekorder og nyheder

Rydningen af Ungdomshuset skabte en løst struktureret bevægelse, der kommunikerer gennem SMS´er og gennem medierne. Bogen har et helt kapitel om denne nye og yderst effektive tendens. Gennem SMS kan aktivister samles på ingen tid, hvilket har skabt store problemer for myndighederne. At aktivisterne også har anvendt medierne til at samle og opbygge til store begivenheder, såsom G13 aktionen og Luk Lejren aktionen, kunne godt være blevet behandlet lidt mere grundigt. Bogen indeholder ganske vist et helt kapitel om mediernes dækning under selve rydningen af Ungdomshuset, og det gøres heri klart, at denne dækning har været ensidig og klart til fordel for myndigheder og politi. Det kunne imidlertid have været på sin plads i den forbindelse at nævne aktivisternes brug af medierne ditto.

bål i gaderne. Foto: Freddy Hagen

Under rydningen af Ungdomshuset blev der anvendt en politistyrke, som talmæssigt ikke er set lige, siden Anden Verdenskrig. Der blev brændt biler af og lavet hærværk for historisk høje beløb. Den ene rekkord efter den anden har efterfølgende set dagens lys. Bogen giver en plausibelt billede af hvorledes det kunne ske. Det handler ikke så meget om hvorfor slagene har været så hårde, men snarere om mekanismerne bag forskellige politiske og autonome beslutninger og tiltag frem til selve rydningen af Ungdomshuset. I kapitlet, Statens tveæggede sværd, angiver René Karpantschof nogle særdeles plausible begrundelser for voldshandlingerne under rydningen. Karpanschof peger her på en lang række tilfælde, hvor politiet har handlet i de såkaldte ”Gråzoner”, hvor anvendelse af vold lægger på kant med loven, sager, hvor det er klart, at politiet har handlet i modstrid med de beføjelser, som de har fået stillet til rådighed, men alligevel har sluppet for dom. Ifølge René Karpantschof er disse sager én af mange grunde til, at politiet som fjendebillede er blevet så stærkt i autonome kredse. Særlove, såsom maskeringsforbud, prævensive anholdelser og visitationszoner har fået gråzonen til at vokse i dimensioner, hviket har afstedkommet forøget styrke til billedet af politiet som fjenden og politisk medspiller i kampene.

Også politiets opgradering af udstyr i form af hollændervogne, brynjelignende kampuniformer og gasgeværer er også en del af forklaringen på, at tingene har taget den vending, som idag præger alle former for aktioner. Begrundelserne for ekstra beføjelser til politiet har altid været, at fjenden er blevet mere ekstrem og mere konfrontationssøgende, men argumentet om, at ekstrabeføjelserne skulle dæmpe voldslysten hos aktivisterne, bliver blankt afvist af René Karpantschof.

Ifølge René karpantschof, har politiets strategiske og materielle opgraderinger samt de mange frifindelser af betjente en god del af skylden for ekskaleringen af aktivistisk politik. Han sluttet sit kapitel af med at erklære, at der i fremtiden vil komme flere aktioner såsom G13 og Luk Lejren.

Ungdomsoprør

Bogens klare budskab og ledetråd er forfatternes fælles overbevisning om, at der ved rydningen af Ungdomshuset opstod et kulturelt oprør, som kan sammenlignes med tressernes store oprør. Ikke blot konfrontationerne, men også symbolerne, såsom tallet 69, peget klart i den retning. Om oprøret kommer til at ryste og ruske op i kønsrollemønstre og retten til fri forskning og medbestemmelse står hen i det uvisse. Bogen peger i hvert fald på tendenser, der peger i den retning, men mange tendenser tiden peger modsat på, at det proklamerede ”oprør” måske ikke har den kraft og vidde, som tressernesgenerationens. Spørgsmålet i den forbindelse må være: Er der her tale om en ”generation” eller er denne betegnelse ikke for stor i forhold til tilhængerne af Ungdomshuset? Det spørgsmål bliver ikke besvaret i bogen, og dens mange analyser og statestikker kan ikke dokumentere, at der her er tale om et oprør, som har berørt en he generation. Det er derfor også bogens arkilleshæl, at den måske puster sig lige lovlig meget op, omend dens mange facetter og nærlæsninger giver fuld mening og rigeligt med stof til eftertanke.

At aktionisme som politisk form er blevet reaktualiseret, kan der derimod ikke herske nogen tvivl om, og et nyt Ungdomshus kan ikke stoppe denne bevægelse. Derfor er analyser af aktionernes former også relevante og tiltrængte. Bogen kommer til tiden, og dens aktualitet vil formodentlig vokse med tiden.

Aktivister til Torsdagsdemo. Foto: Freddy Hagen

Politikens pressefotograf, Jacob Ehrbahn, har udgivet en seværdig bog om kampen for et nyt ungdomshus. Det er der kommet en gribende og historisk vigtig dokument ud af.

Foto: Jacob Ehrbahn

Jeg var ikke parat til Ryesgade, og det har ærgret mig lige siden

En dag i september 1986, forsøgte den unge fotograf Jacob Ehrbahn at dække begivenhederne omkring besættelsen af et hus i Ryesgade. Fra 100 meters afstand forsøgte han at tage billeder af begivenheden med en telelinse, men det virkede ikke rigtig.

Den unge og uerfarne Jacob Ehrbahn var for bange til at kunne dække begivenheden ordentligt. I årene efter Bz-tiden har Jacob Ehrbahn imidlertid udviklet sig som pressefotograf, og i dag arbejder han for Politiken. Han har dækket begivenheder fra nær og fjern, og han har vundet priser i Danmark og i udlandet.

Da det stod klart, at Faderhuset havde ret til huset, og at de unge skulle forlade det, var Jacob Ehrbahn klar. Han skulle ikke dække begivenhederne på afstand. Ehrbahn skulle helt tæt på, og han skulle følge det hele – fra start til slut.

Telelinsen blev skiftet ud med et objektiver, hvor han skulle helt tæt på og ind til selve begivenhedens centrum, hvor frustrationerne, glædesudbruddene og vreden bliver synlig.

Jacob Ehrbahn var klar til at dække kampene som en pressefotograf i verdensklasse. Han havde fået overblik og var allerede fra begyndelsen klar over hvorledes historien rent visuelt skulle vinkles.

Startskuddet

Den 16. december 2006 lød startskuddet så endelig, og Jacob Ehrbahn fotograferede nogle af de mest voldelige sammenstød i Københavns gader i mere end tyve år. Her begynder Jacob Ehrbahns dækning af ungdomshusbevægelsen og dennes kamp for et nyt Ungdomshus.

I indledningen til bogen beskriver Jacob Ehrbahn grundlaget for hans projekt. Hans klausul har fra starten af været at dække begivenhederne uden at at tage stilling til, om de unges kamp var acceptabel eller ej, og han har hverken haft særaftaler med politiet eller de unge. Ehrbahn understreger, at hans bog ikke afdækker ungdomshusbevægelsen og alle dens aktiviteter. Det har andre gjort langt mere grundigt. Derfor kan Jacob Ehrbahns bog heller ikke sammenlignes med Helle Hansens nys udgivne bog: 69.

Helle Hansens bog handler om selve bevægelsen, og mange af dem, som har været toneangivende og innovative i Ungdomshuset, får heri stemme og plads til at videreformidle selve ideerne og grundholdningerne. Jacob Ehrbahns bog handler imidlertid om selve kampene før, under og efter rydningen af Ungdomshuset på Jagtvejen, og hans bog slutter med et par skud fra det nye Ungdomshus på Dortheavej.

Alligevel må man konstatere, at Jacob Ehrbahn har haft øje for, at kampen for et nyt ungdomshus ikke udelukkende har været præget af uhæmmet vold og blind hærværk, og det er præcis det, der gør hans bog så nuanceret og uvurderlig. Ehrbahn har om nogen været der – også da medierne var blevet trætte af at dække de mange initiativer, som de unge har forsøgt sig med, for at få politikerne til at skride til handling, og løse den problematik, som salget af Ungdomshuset medførte.

Arbejdende fotojournalist

Igennem de mange demonstrationer og begivenheden, hvor de unge aktivister har kæmpet deres kampe, har flere journalister oplevet chikane i form af tilråb og fysisk overgreb. En fotojournalist fra Politiken blev, i forbindelse med hårde gadekampe på Christianshavn, overhældt med tændvæske. Heldigvis lykkedes det for fotografen at stikke af før de vrede aktivister satte ild til ham. Ved en anden begivenhed, hvor politi og aktivister kæmpede på Nørrebro, blev en fotojournalist fra Jyllands-Posten banket af demonstranter, der følte sig provokerede af hans dækning af begivenhederne.

Pressen har dækket begivenhederne fra mange synsvinkler. Politikerne og de mest radikale talsmænd fra ungdomshusbevægelsen var blot nogle af dem som fik ørenlyd i denne forbindelse. Den proklamerede ’for og imod retorik’ blev nuanceret igennem pressen, men da chefpolitiinspektør Per Larsen fra Københavns Politi udtalte til pressen, at fotos taget i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset kan og vil blive brugt i politiets efterforskning, så blev det fotojournalistiske arbejde for en nuanceret dækning kompromitteret (Per Larsen beklagede senere udtalelsen, men da var skaden allerede sket). En stærkt udtalt paranoia bredte sig iblandt dem, der valgte at begå civil ulydighed for deres sag. De anså fotografernes og journalisternes arbejde som partiske i sagen. Det har avlet had og aggression over for journalisterne, og det har vanskeliggjort deres arbejde for et nuanceret billede af begivenhederne.

Pressens tilstedeværelse ved rydningen af Ungdomshuset har været af væsentlig betydning for både politi og aktivister. På Ungdomshusets hjemmeside kaldes journalisterne for idioter. Man får det indtryk, at journalisterne er deres fjender. Dog er det uomtvisteligt, at ønsket om at komme i medierne har været en del af selve argumentationen for aktivisternes handlinger. Et eksempel: Dele af Ungdomshusets brugere og tilhængere begyndte at gøre opmærksom på deres indignation imod den forestående nedrivning igennem en lang række initiativer, der alle blev afholdt inde for lovens rammer. Argumentet for at ændre denne taktik har været, at de ikke blev hørt nok. De voldelige optøjer har forårsaget, at de i langt højere grad er blevet hørt. Men for og imod hvem var denne vold rettet? Var det et udtalt ønske om at skade den enkelte betjent og beskadige folks ejendom? Eller mente initiativtagerne derimod, at disse aktioner handlede om at blive synlige for andre end de direkte involverede? Hvis det sidste er tilfældet, så er pressens tilstedeværelse af vital betydning for demonstranterne selv. Hvis pressen skal holde sig væk, så er der ikke længere det bindeled, som skal etablere den ørenlyd, der har været intentionen og begrundelsen for selve konfrontationen.

Politiet har også forsøgt at presse fotojournalisterne til at deltage i domsfældelse af demonstranter. At kompromittere fotojournalisternes ret til at dække begivenheder, f.eks. ved at søge begæring om at få udleveret råmateriale, er yderst farligt. De aftaler, som journalister indimellem indgår med grupperinger for at kunne dække deres aktiviteter på tæt hold, grunder ofte på gensidig tillid. Hvis den form for overenskomst kan omstødes via retten, bliver journalistens mulighed for at formidle nuancerne i den slags konflikter forvansket. Kravet om at få udlevet materiale kan i værste fald afstedkomme en frygt for at deltage i lovlige demonstrationer, hvor sandsynligheden for uroligheder er til stede. Ligeledes kan truslen imod fotograferne på stedet afstedkomme et behov for at dække begivenhederne på afstand. Denne afstand kan i værste fald indskrænke den nuancerede dækning.

Foto: Jacob Ehrbahn

Jacob Ehrbahn har, ligesom så mange andre af hans kolleger, oplevet vanskeligheder i forbindelse med dækningen af begivenhederne. Alligevel har han vedblevet med at dække stort og småt, selvom det ind imellem har været vanskeligt.

Det er det, som gør hans bog så forbandet god og spændende. Ehrbahn har kompromisløst fotograferet situationer, hvor politi og demonstranter har været i affekt. Der er fotos af stemninger, hvor ingen af os ønsker at blive afbildet. I hvert falt ikke umiddelbart.

Respekt for historien

Selvom Jacob Ehrbahns fotos afbilder mennesker i affekt, så får man ikke det indtryk, at han ikke har taget stilling til de konsekvenser, som dokumentationen i værste fald kunne afstedkomme. Bogen indeholder ikke fotos, hvor de portrætterede senerehen vil kunne retsforfølges. Ehrbahn har derimod afbildet allerede anholdte demonstanter, og selvom disse fotos klart udtrykker, at det ikke er sjovt for dem, som bliver fotograferede, så er det vigtige, dokumentariske elementer til forståelse af hvad kampene gik ud på. En sympatisør, der fra starten af har taget stilling til, om kampene var legitime, ville ikke kunne nå frem til samme resultat. Derfor er Jacob Ehrbahns bog også så vigtig, for uden den, ville vi ikke have et vidnedsbyrd om de begivenheder, der har skabt et nyt byrum i København, hvor nogle mennesker er blevet så trætte og indigneret over deres samtid, at de er parate til at kæmpe med alle midler.

I forbindelse med udgivelsen af bogen, har Jacob Ehrbahn på Politikens netavis publiseret bogens fotos i et multimedieshow. Heri beretter en betjent, som var med til kampene den 16. december 2006, om hvor skræmmende og brutalt han oplevede hændelsen. To ungdomshusaktivister udtaler sig om deres frustrationer og følelser omkring deltagelsen i kampen for et nyt Ungdomshus. Det er et godt og stilsikkert stykke arbejde, og klart seværdigt. Du kan se det her

Bogen er imidlertid ikke overflødig blot fordi de mange fotos kan ses på nettet. Det er trykt i en overordentlig god kvalitet, og formatet er bare for lækkert. Det er klart årets julegave: En coffee-table bog med kant til de mange og kolde vinteraftener.

Ehrbahn, Jacob: 69 kampen for et nyt ungdomshus. Dagbladet Politiken, København 2008. redigeret af Jacob Ehrbahn, Stig Ørskov og Per Folkver. Tekst af Jacob Ehrbahn og Bo Søndergaard.

Bogen kan erhverves i Politikens Boghandel til 229 kroner. Rabat hvis du har Plus kort.

Venstrefløjshomoer boykotter atter i år Copenhagen Pride, som de anklager for at være blevet for pæn, for topstyret og for kommerciel. Kritikken kan måske undre, eftersom gruppen, der kalder sig Klam, er blevet inviteret til selv at deltage i Priden på deres egne præmisser. Ligeledes kan det undre, at Priden i sig selv skulle være for kommerciel, eftersom det nær var gået galt i år, fordi København kommune ikke var villige til at give støtte til arrangementet og først hostede op med nogle slanter, da medierne begyndte at skrive om det.

Etnohomoer giver den gas på Copenhagen Pride 2007. Foto: Freddy Hagen

Året Klam arrangement finder sted den 16. august klokken 14.00 i Ørstedsparken.

Klam vil nu forsøge at indsamle penge til støtte for en lukningstruet palæstinensisk cafe i Hebron samt et kultur- og ungdomscenter i Balata, som er en flygtningelejr uden for Nablus. Både cafeen og centret anses som fremmende for en bedre forbindelse mellem palæstinensere og israelere af Klam. Ligeledes skal støtten ses som en kritik af den mur og de mange check points, som adskiller mennesker, der derved får vanskeligt ved at etablere forhold med hinanden.

Martyrplakat i Nablus, juen 2007. Foto: Freddy Hagen

Klam vinkler deres initiativ således, at det selvsagt er transpersoner og homoer som er i klemme i regionens konflikt.

Check Point ind til Nablus. Foto: Freddy Hagen

Propaganda plakat i Nablus, julen 2007. Foto: Freddy Hagen

Både Hebron og Nablus er blandt de byer på Vestbredden, hvor de hårdeste kampe imellem israelske soldater og beboere har fundet sted. Da jeg besøgte begge byer i julen, var der optøjer og hårde kampe hver nat. Hebron var specielt hård, og i hele byen hang der martyrplakater med unge palæstinensere, der er døde i kamp. To uger efter mit ophold, skred en stor hær af israelske soldater ind, da de mente, at der blev produceret raketter i byen. Israelerne er blevet skarpt kritiseret for deres indblanding i netop Nablus, idet denne by har virker som eksperiment for indførelse af palæstinensisk politi. Israelernes autonome handlinger i byen kritiseres for at underminere det lokale politis autoritet.

Konfrontation imellem israelske soldater og palæstinensiske unge i Hebron, julen 2007. Foto: Freddy Hagen

Da jeg var besøgte Hebron var der kampe i gaderne fordi to unge israelere var blevet skudt af en drive by bil. Palæstinensere kastede sten efter de israelske soldater og blokerede vejene.

Ung israelsk homo i Jerusalem, julen 2007. Foto: Freddy Hagen

Den 26. juni i år blev der holdt en Pride i Jerusalem. I modsætning til sidste års Pride var der kun mødt omkring 2.000 politibetjente op (sidste års Pride blev beskyttet af 7.000 politibetjente). Traditionen tro, blev der holdt aggressive moddemonstrationer i de ortodokse dele af byen. Her blev der brændt skraldespande af og malet homofobisk graffiti.

Tel Aviv er Israels absolut mest liberale homoby, og det er virkelig slående hvor stor forskel der er på tolerancen dér, og så den hadske stemning man kan støde på i Jerusalem – Guds by.

At homoseksuelle og transpersoner oplever modstand i både Israel og de Palæstinensiske selvstyreområder gør Klams vinkling af palæstinensernes vanskelige vilkår en smule fad og i værste fald vildledende. Seksuelle minoriteters vilkår i området er vanskelig og bør også debatteres. Alligevel er det betænkeligt at stille problematikken op som gruppen Klam har gjordt i dette tilfælde. Ortodokse jøder og muslimske religiøse fanatikere har det til fælles, at de ikke accepterer seksuelle minoriteter. Det har ikke noget gøre med regionens konflikt generelt. Faktisk er Israel nok det mest tolerante land i forhold til folks seksualitet.

Klams initiativ er også vanskelig at forstå af andre grunde. For det første er etniske homoer og transpersoners vilkår i Danmark vanskelig i sig selv. Der er ofte store personlige omkostninger forbundet med at springe ud for de personer, hvis nærmiljø og familie er af anden etnisk herkomst end dansk. Disse personer tager et stort og meget svært valg når de vælger at springe ud. Derfor er det politiske sikte, som Klam kreerer med deres modpride også kompromitterende for de personer, som står overfor at skulle komme ud i offentligheden med deres reelle seksualitet. Og her er Priden i sig selv en vigtig platform som kan rumme og favne disse personer.

Det er lige lovlig meget at forlange, at disse personer også skal tage stilling til Mellemøstkonflikten i den specifikke situation.

Copenhagen Queer Festival 2007. Foto: Freddy Hagen

I morgen åbner Copenhagen Queer Festival for tredie år i træk dørene op for et en uge med musik, fælleskøkken, debatter, fri sex og work shops. Det bliver en uge med masser af fokus på transeksualitet, homoseksualitet og en lang række andre kønskaotiske udtryk. Festivalen forsøger at skabe et rum som kan give mere plads til disse skævheder og som samtidig lægger stor vægt på, at hverdagens heteronormative perspektiv på seksualitet nedprioteres kraftigt. Erik Hansen, som er festivalens pressetalsmand, udtaler:

”Med festivalen prøver vi at skabe et alternativt rum, hvor vi kan udfolde, undersøge og videreudvikle queerkulturen, politikken bag samt vores praktiske aktivistiske virke. Festivalen er for alle med et queerperspektiv – uanset kønsidentitet og seksuelle præferencer og også for dem, der bare gerne vil lære noget nyt og andet!”

Festivalen er arrangeret af aktivister og det fordres at deltagerne i festivalen også er med til at gøre det hele spændende. Derfor er de fleste deltagere også aktive med performances, work shops og andre kreative indslag. Tirsdag bliver der sat gang i gryderne med en åbningsfest, hvor den amerikanske punk/rap gruppe Scream Club skal stå for underholdningen.

Ligesom sidste år foregår festivalen på Kigkurren 1-3 på Islands Brygge. Billederne her er fra sidste års festival.

Copenhagen Queer Festival 2007. Foto: Freddy Hagen

Copenhagen Queer Festival 2007. Foto: Freddy Hagen

I mandags tyvstartede de nye brugere af Ungdomshuset på Dortheavej med at holde deres ugentlige møde dér. Den officielle åbning fandt sted i går, men der måtte ikke fotograferes. Derfor har jeg et par smukke eksempler her, som måske kan illustrere, hvorledes det kommer til at se ud.

To piger tager entre til en børnefest i Folkets Hus på Nørrebro. Foto: Freddy Hagen

Murværk bag Ørstedsværket, København. Foto: Freddy Hagen

Murværk bag Ørstedsværket, København. Foto: Freddy Hagen