Politiets "gravko" anvendt i forbindelse med aktion på Christiania. Foto: Freddy Hagen
Anmeldelse af René Karpanschof og Martin Lindblom (red.): Kampen om Ungdomshuset – Studier i et oprør. Frydenlund og Monsun 2009.
Når konflikter mellem aktivister og ordensmagten dækkes i medierne, så er det selvsagt præget af situationens nyhedsværdi. Shokket og graden af voldsomhed er i fokus, og politikere reagerer ofte med spontane og forargede udtalelser.
I forbindelse med rydningen af Ungdomshuset den 1. marts 2007 og de efterfølgende, utallige demoer og konfrontationer, har dækningen i medierne været ekstra spontane og stærkt følelsesladede. Det har derfor været vanskeligt at kunne danne sig et egentligt helhedsbillede af selve konflikten og hvad den indebar. Samtidig har debatten om de unges ret til et hus været præget af den værdikamp, som Anders Fogh Rasmussen igangsatte ved regeringsskiftet i 2001.
Bøger om konflikten, og bøger om det forgangne Ungdomshus og dets brugere, er allerede blevet udgivet. Helle Hansens bog, 69, er en flot og detaljeret beskrivelse af Ungdomshusets mange aktiviteter og fotojournalist Jacob Ehrbahns bog, 69 – kampen for et Ungdomshus, er en betagende fotobog. De supplerer hinanden godt og vil begge fremstå som veldokumenterede og visuelt godt layoutede erindringer om en svunden tid.
Også Andreas Karkers bog, Jagtvej 69 – historien om et hus, er god og spændende læsning. Her forkuseres mere på det historiske, men:
”stilen er rodet og collage-agtig, og overblikket ryger til tider i de forskellige afsnit. Men en pæn og overskuelig bog om Ungdomshuset ville vist også have været en misforståelse. Indimellem spørger man dog sig selv, hvor forfatteren har sin viden fra.”
som Modkraft.dk´s anmelder, Mette Grimstrup, skrev om bogen. Nu er der imidlertid kommet en bog om Ungdomshuskonflikten, som er både ”pæn” og ”overskuelig”, og det virker bestemt ikke som en ”misforståelse”, men snarere som et tiltrængt overblik over - og perspektiv på - en historisk begivenhed, der vil komme til at stå i fremtidens historiebøger om Danmark.
Kampen om Ungdomshuset
Bogens første kapitler, der handler om det bredere perspektiv for konflikten, er både overskuelig og let læselig dokumentation over begivenhederne før og efter rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69. I modsætning til Andreas Karkers bog er alle udsagn understøttet af statestikker, citater og andre former for dokumentation, og selvom redaktørerne René Karpantschof og Martin Lindblom i indledningen tilkendegiver, at de – ligesom de fleste af bogens bidragsydere – har haft deres gang i miljøet, så er der ikke tale om et entydigt forsvar for aktivisme og Ungdomshuset. Bogen er snarere en udredning af selve konflikten og de myter, som er opstået i kølvandet på den.
Billede anvendt i bogen. Foto: Freddy Hagen
Det bredere perspektiv sikres ved en suværen analyse af sammenhænge, der virker troværdige, og som medierne helt har overset i deres dækning. Der gøres for eksempel op med myterne om, at aktivisterne ikke havde nogen egentlig politisk dagsorden med at hærge bydelen Nørrebro, og at der var tale om utilpassede og forkælede teenagere fra pæne familier fra de rige forstæder. Ifølge bogens overbevisende kilder var der tale om en bred hybrid af danskere, der især bor i bydelen Nørrebro.
Samtidig lægger bogen vægt på, at Ungdomshuset, der har eksisteret siden 1982, i sluthalvfemserne og helt frem til den 14. december 2006, hvor den første store konfrontation med politiet i nyere tid rydder alle mediernes forsider, var meget lidt brugt. Fra at have været et næsten dødt hus, opblomstrer pludselig den modkultur, som i dag står styrket og kampberedt, til trods for, at kampen endte med, at Ungdomshustilhængerne kunne flytte ind i det nye ungdomshus på Dortheavej 61 den 1. juli 2008.
Og det er bogens hovedpointe: kampen for et nyt Ungdomshus affødte en politisk/aktivistisk bevægelse, der til relevante lejligheder kan mobilisere tusinder til fælles aktioner, hvilket modbeviser den måske største myte om de voldelige hændelser i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset: manglen på politisk bevidsthed og perspektiv.
Rekorder og nyheder
Rydningen af Ungdomshuset skabte en løst struktureret bevægelse, der kommunikerer gennem SMS´er og gennem medierne. Bogen har et helt kapitel om denne nye og yderst effektive tendens. Gennem SMS kan aktivister samles på ingen tid, hvilket har skabt store problemer for myndighederne. At aktivisterne også har anvendt medierne til at samle og opbygge til store begivenheder, såsom G13 aktionen og Luk Lejren aktionen, kunne godt være blevet behandlet lidt mere grundigt. Bogen indeholder ganske vist et helt kapitel om mediernes dækning under selve rydningen af Ungdomshuset, og det gøres heri klart, at denne dækning har været ensidig og klart til fordel for myndigheder og politi. Det kunne imidlertid have været på sin plads i den forbindelse at nævne aktivisternes brug af medierne ditto.
bål i gaderne. Foto: Freddy Hagen
Under rydningen af Ungdomshuset blev der anvendt en politistyrke, som talmæssigt ikke er set lige, siden Anden Verdenskrig. Der blev brændt biler af og lavet hærværk for historisk høje beløb. Den ene rekkord efter den anden har efterfølgende set dagens lys. Bogen giver en plausibelt billede af hvorledes det kunne ske. Det handler ikke så meget om hvorfor slagene har været så hårde, men snarere om mekanismerne bag forskellige politiske og autonome beslutninger og tiltag frem til selve rydningen af Ungdomshuset. I kapitlet, Statens tveæggede sværd, angiver René Karpantschof nogle særdeles plausible begrundelser for voldshandlingerne under rydningen. Karpanschof peger her på en lang række tilfælde, hvor politiet har handlet i de såkaldte ”Gråzoner”, hvor anvendelse af vold lægger på kant med loven, sager, hvor det er klart, at politiet har handlet i modstrid med de beføjelser, som de har fået stillet til rådighed, men alligevel har sluppet for dom. Ifølge René Karpantschof er disse sager én af mange grunde til, at politiet som fjendebillede er blevet så stærkt i autonome kredse. Særlove, såsom maskeringsforbud, prævensive anholdelser og visitationszoner har fået gråzonen til at vokse i dimensioner, hviket har afstedkommet forøget styrke til billedet af politiet som fjenden og politisk medspiller i kampene.
Også politiets opgradering af udstyr i form af hollændervogne, brynjelignende kampuniformer og gasgeværer er også en del af forklaringen på, at tingene har taget den vending, som idag præger alle former for aktioner. Begrundelserne for ekstra beføjelser til politiet har altid været, at fjenden er blevet mere ekstrem og mere konfrontationssøgende, men argumentet om, at ekstrabeføjelserne skulle dæmpe voldslysten hos aktivisterne, bliver blankt afvist af René Karpantschof.
Ifølge René karpantschof, har politiets strategiske og materielle opgraderinger samt de mange frifindelser af betjente en god del af skylden for ekskaleringen af aktivistisk politik. Han sluttet sit kapitel af med at erklære, at der i fremtiden vil komme flere aktioner såsom G13 og Luk Lejren.
Ungdomsoprør
Bogens klare budskab og ledetråd er forfatternes fælles overbevisning om, at der ved rydningen af Ungdomshuset opstod et kulturelt oprør, som kan sammenlignes med tressernes store oprør. Ikke blot konfrontationerne, men også symbolerne, såsom tallet 69, peget klart i den retning. Om oprøret kommer til at ryste og ruske op i kønsrollemønstre og retten til fri forskning og medbestemmelse står hen i det uvisse. Bogen peger i hvert fald på tendenser, der peger i den retning, men mange tendenser tiden peger modsat på, at det proklamerede ”oprør” måske ikke har den kraft og vidde, som tressernesgenerationens. Spørgsmålet i den forbindelse må være: Er der her tale om en ”generation” eller er denne betegnelse ikke for stor i forhold til tilhængerne af Ungdomshuset? Det spørgsmål bliver ikke besvaret i bogen, og dens mange analyser og statestikker kan ikke dokumentere, at der her er tale om et oprør, som har berørt en he generation. Det er derfor også bogens arkilleshæl, at den måske puster sig lige lovlig meget op, omend dens mange facetter og nærlæsninger giver fuld mening og rigeligt med stof til eftertanke.
At aktionisme som politisk form er blevet reaktualiseret, kan der derimod ikke herske nogen tvivl om, og et nyt Ungdomshus kan ikke stoppe denne bevægelse. Derfor er analyser af aktionernes former også relevante og tiltrængte. Bogen kommer til tiden, og dens aktualitet vil formodentlig vokse med tiden.
Aktivister til Torsdagsdemo. Foto: Freddy Hagen
